Spring til indhold

Nick og Tanja – Efter ulykken

I 2014 stod Nick på en kaj i forbindelse med sit arbejde, hvor han var ved at pumpe skidtfisk op fra en fiskekutter. Der blev råbt om hjælp fra lastrummet, hvor de to fiskere var. Nick hoppede ned til dem, men fiskene havde udviklet dødsensfarlige svovlbrintedampe, som lammer lugtesansen, hvilket bevirker, at man knap nok bliver alarmeret af lugten før man besvimer og forgiftes. De to fiskere mistede livet mens Nick overlevede med en hjerneskade. I serien følger man Nick og hans kæreste Tanja på den anden side af ulykken, efter Nick er blevet udskrevet fra flere måneders genoptræning. De bor i en lejlighed med deres lille søn og den kommende lillebror. Nick fortæller om hans hverdag nu, hans kamp i retssystemet for at få retfærdighed, hvordan det føles at få bevilget førtidspension og hvordan det er at have de fysiske udfordringer han har. Tanja fortæller hvordan livet som pårørende er og om parrets fælles kamp.  

Præstø ulykken

Afsnit 4 i første sæson af “Ud af mørket med Daniel Rye” på DR 

Daniel Rye er fotograf og har været fanget af ISIS i 13 måneder tilbage i 2013. Han tager rundt og besøger danskere, der har været udsat for en kriminel gerning eller en ulykke, som har haft store konsekvenser for det liv de lever i dag. I dette afsnit besøger Daniel to efterskoleveninder, Katrine og Karoline, som gik på Lundbyefterskole i 2010/2011 og kæntrede på en sejltur med 11 andre elever og to lærere i februar måned i 2011. Sammen med Daniel besøger de efterskolen og det sted de kæntrede. De fortæller om hændelsen og hvordan både nedkølingen af det kolde vand, samt traumet af ulykken, påvirker dem i dag. Både Katrine og Karoline har en svækket hukommelse og har svært ved helt normale hverdagsting i dag.

Springulykken

Afsnit 6 i første sæson af “Ud af mørket med Daniel Rye” på DR 

Daniel Rye er fotograf og har været fanget af ISIS i 13 måneder tilbage i 2013. Han tager rundt og besøger danskere, der har været udsat for en kriminel gerning eller en ulykke, som har haft store konsekvenser for det liv de lever i dag. I dette afsnit besøger han sin tidligere holdkammerat i gymnastik, Mikkel, som kom slemt til skade i et trampolinspring, dagen inden han blev 19 år gammel, der resulterede i at han blev lam fra maven og ned. Mikkel fortæller, hvordan ulykken har påvirket hans liv, både umiddelbart efter og nogle år efter. Han viser også hvordan han lever med sit handicap i dag og hvordan han har fundet gnisten til livet igen.  

Efterladt af kvinden i den røde Porsche

Afsnit af dokumentarserien “Kriminelt” fra DR 

Line blev påkørt af en kvindelig bilist i 2019, da hun gik i 6. klasse og var på vej hjem fra skole. Hun var meget heldig at overleve, men kom stadig slemt til skade. Line fortæller om de fysiske skader, retssagens udspil og hvordan begge har påvirket hende.