Spring til indhold

Voldtægt – fra overgreb til dom

Denne dokumentar giver en grundig gennemgang af, hvordan samtykkelovgivningen har ændret retspraksis vedrørende sager om voldtægt. Den følger hele sagsforløbet — fra selve overgrebet, til anmeldelse, retssag, dom og eventuelt terapiforløb for offeret.

I filmen deltager relevante aktører, herunder et offer, repræsentanter fra Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, politifolk, en bistandsadvokat, en forsvarsadvokat og en politiker. Derudover bidrager eksperter som kriminalpsykolog, sygeplejersker og psykologer med indsigt i gerningspersoners mentalitet, og ofres oplevelser af selve hændelsen, samt den tvivl og skam vedkommende kan opleve efterfølgende.

Dokumentaren belyser også politiets afhørings- og spørgeteknikker, bevisføring, samt anklagemyndighedens rolle. Der gives også indblik i, hvordan falske anklager håndteres og hvordan disse skal forstås. Der tales ind i kulturforandring på området i forhold til, hvordan vi som samfund tænker på ofre for seksualforbrydelser, samt, hvordan vi forstår samtykke.

Endelig tager filmen fat på, hvordan ofre arbejde med terapi, samt hvordan man kan hjælpe ofrene med at genfinde ressourcer og komme videre efter et traume.

Kvindekrisecenter (Indefra m. Anders Agger)

I 11. sæson af “Indefra med Anders Agger”, besøger Anders et dansk kvindecenter og følger, over 3 afsnit, forskellige kvinder og deres vej ind og ud af centeret. Sæsonen sætter fokus på de følelser, tanker og frygt, som kvinderne kan opleve.

Anmeldelsestilbøjeligheder i sager om vold og seksualforbrydelser  

Rapport fra Justitsministeriets forskningskontor – August 2022 

I denne Rapport kan der læses om definitionerne af vold, psykisk vold, voldtægt og andre seksualforbrydelser. Nogle af de vigtigste hovedpointer er, at der forskellige årsager til at ofre afholder sig fra at anmelde at de har været udsat for en af de ovenstående kriminalitetstyper. De hyppigste årsager til at ofre undlader at lave en anmeldelse til politiet er: Skam, relation til gerningsperson, frygt, mangel på beviser, uoverskuelig anmeldelsesproces og manglende kendskab til det retlige område.

De voldsramte og vejen videre

Podcastserie i 5 afsnit fra organisationen Hjælp Voldsofre.

I denne serie fortæller 5 voldsofre deres historier, hvordan hændelsen har påvirket dem og hvad de har gjort for at komme videre i livet. I det sidste afsnit fortæller sekretariatsleder ved Hjælp Voldsofre, Henrik Munkholm, sammen med psykoterapeut og voldsoffer, Marlene Duus, hvordan mennesker kan reagere på at blive udsat for vold og hvad man som offer kan gøre for at bearbejde det.