Spring til indhold

Bitcoin-bedraget

Podcastserie på 5 afsnit fra DR-Lyd 

På bordet foran Nete ligger en lille optager tændt. Den opfanger lyden af Nete, der er ved at investere 75.000 kroner i bitcoins med hjælp fra investeringsrådgiveren, Phillip Graham. Hvad Nete ikke ved er, at Phillip Graham og firmaet Qteck er mistænkt for svindel. Hver gang Phillip Graham ringer, tænder Nete den lille optager. De mere end 10 timers lydoptagelser dokumenterer ifølge eksperter, hvilke psykologiske tricks Phillip Graham bruger til at lokke penge ud af sine ofre. Påstandene om svindel får journalist Ole Hall til at indlede en jagt efter den berygtede bitcoin-sælger. En jagt, som fører til et netværk, der mistænkes for verdensomspændende milliardsvindel. 

Stalking – En farlig forfølgelse

Dokumentarserie på 2 afsnit fra DR på engelsk  

I serien følges den britiske journalist, Stacey Dooley, som besøger både ofre for og gerningsperson der begår stalking. Dokumentaren giver indblik i, hvordan det er at blive stalket og hvilke konsekvenser det kan have for et offer, selv efter gerningspersonen er blevet dømt. Den giver også indblik i, hvad der gør at nogle stalker andre og hvilke udfordringer der er med at føre bevis, dømme og resocialisere stalking-gerningspersoner.  

Forfulgt af Danmarks største stalker

Podcastserie på 7 afsnit fra TV2 Østjylland 

I tre år har Maries eksmand forfulgt hende. Stalket hende. Over 30.000 gange har han kontaktet hende og deres fælles børn. Tre gange har han siddet i fængsel – men alligevel fortsatte det. Det her er historien om den mest omfattende stalkingsag i Danmark. En historie om sammenbrud, forfølgelse og en ustoppelig stalker. Journalist på TV2 Østjylland Irene Nørgård undersøger sammen med eksperter og politiet historien, stalkerens natur og sin egen rolle i sagen. For hun kender stalkeren – de har været kolleger i mange år.